_______________________
Redaktion /Ann
En forfejlet §50 for mange år siden startede en hetz mod en familie, hvis barn mistrivedes i skolen og manglede faglig støtte, anerkendelse og omsorg - i skolen.
Undersøgelsen blev lavet udelukkende af en sagsbehandler, uvis med hvilken uddannelse bag sig. Familien var ikke informeret (som de skal være), og familien kæmpede for aktindsigt i 3 måneder (loven siger 10 dage). I akterne ser familien, hvad der sker uden deres vidne. Der må gerne laves en §50 udenom forældrenes accept, men det kræver at mistanken går på misrøgt, vold, misbrug, incest og anden grov mistanke. Ikke en skolesag! Uanset hvad, skal familien være informeret.
14 dage før undersøgelsen skal være færdig (4 måneder), finder familien ud af dette, og får travlt med at søge bistand. Det er for sent, skaden er sket og den er stor. Sagsbehandler har egenrådigt besluttet, at der er fare for barnet i eget hjem. Faktisk meddeler hun, at hun ser barnet kan dø i hjemmet med de forældre.
I en §50 skal gøres rede for, hvad der er bekymring omkring, hvad der kan blive bedre og hvad som fungere. Denne sagsbehandler har ikke fundet et eneste punkt, der fungere eller kan blive bedre. Udelukkende ting der bekymre og får hendes advarselslamper til at ringe. Enhver vil vide, at det virker for utroværdigt. Der vil altid være noget, som kan forbedres i det mindste, og i de fleste tilfælde også noget som fungere.
Netværk er skåret ned til en person! - Resten af familien og venner er slet ikke figurerende i undersøgelsen. Familien har et solidt familie og venne netværk, med fuld opbakning.
Familien klager højere oppe.
Der bliver sat ny sagsbehandler på, som skal oprette de mange fejl. Da der er indgivet til rettelser, er hendes kommentar, alt det kan hun ikke ændre, så er det jo hele sagen. Nogle få ting endte med at blive rettet, men den blev brugt i årene fremover. Den belyste udelukkende sagsbehandlers opfattelse af forældrene, den indeholdt intet om skolen.
Gennem tiden kom der flere og flere sagsbehandlere på, som hver kom med deres fordomme og formodninger. Den kommer aldrig ind på skolen.
VISO kom på, men kun til sagsbehandler, igen hverken skolen eller familien høres. Ved kontakt til VISO erfare familien, at kommunen ikke besvare deres henvendelser, sagen løber ud i sandet.
Familien må selv købe sig til udredninger og behandlinger, som normalt er betalt af det offentlige.
Det viser sig, at barnet har mange udfordringer og diagnoser. Hjemmet kan sagtens håndtere det, men de har svært ved at håndtere forvaltningen og alle dens overgreb.
- Familien søger støtte i skolen, - De får ingen.
- Familien søger ekstern konfliktmægler til skole-hjem samarbejdet - De får sat familie rådgiver på i hjemmet istedet. Endnu en belastning. Husk familien kan godt selv.
- Familien søger kursus indenfor de diagnoser barnet nu har fået. - De får det ikke.
- Familien søger en ekstern familie rådgiver med kendskab til barnets udfordringer - De får det ikke.
- Familien søger ergoterapi - De får det ikke.
- Familien søger specialskole - De får den for alt for sent, sagen er fordrejet så voldsomt.
Barnet får det værre og værre, kan stadig ikke følge med i skolen, skolen afviser problemerne og smider den tilbage til hjemmet.
Efter ca 5 år og skoleskift erkender skolen, at de ikke magter opgaven. Først her ser familien, at de får noget der fungere for dem, noget der er en hjælp og ikke en yderligere belastning. De får endelig specialskole tilbudt.
Men sagen er kørt fast i uduelighed på forvaltningen.
Sagen er nu blevet en anbringelses sag.
Forvaltningen magtede ikke, at se og erkende det forkerte fokus.
Prisen betaler barnet og familien. :(
Dette var alt sammen pga. en lærer der lavede en underretning i stedet for, at samarbejde med familien omkring barnets udfordringer i skolen. Hun ville ganske enkelt ikke erkende, at hun ikke magtede sin lærer gerning.
